Filmarbejdere bliver ikke trukket i dagpenge
FTF-A er klar i mælet: Man bliver ikke trukket i dagpenge, når man arbejder efter spillefilmsoverenskomstens 39 timers norm.
14.02.12
En normal arbejdsuge er på 37 timer, men ikke for filmarbejdere. Det ved FTF-A godt, og man bliver derfor ikke trukket i dagpenge, når man arbejder efter spillefilmsoverenskomstens 39 timers norm.
Der går et rygte om, at filmarbejdere på dagpenge får overskydende timer (og dermed bliver trukket i dagpenge). Det er ikke rigtigt. FAF har afklaret med FTF-A, at de 39 timer svarer til en normal arbejdsuge på 37 timer, så længe man arbejder efter FAFs spillefilmsoverenskomst. Man bliver derfor ikke trukket i dagpenge for de overskydende timer, så længe man kan dokumentere – for eksempel med en ansættelseskontrakt – at man har arbejdet efter spillefilmsoverenskomsten.
Den såkaldte ”normtid” er udgangspunktet for et medlems rettigheder i A-kassen.
Men der er mange filmarbejdere, som ikke arbejder ikke efter en 39-timers norm, enten fordi de ikke arbejder efter spillefilmsoverenskomsten, eller fordi de arbejder for producenter, der ikke er medlem af Producentforeningen. De producenter er ikke bundet af overenskomsten og henviser oftest derfor heller ikke til overenskomsterne i deres ansættelseskontrakter.
Når man er på dagpenge og udfylder dagpengekortet kan FTF-A ikke se, om man arbejder efter 39-timers normen. Da udgangspunktet er 37 timer, vil FTF-A lægge dette til grund, medmindre man kontakter FTF-A og oplyser og dokumenterer, at man har arbejdet efter overenskomstens 39-timers norm.
Hvis man har indleveret dagpengekortet uden at have medsendt dokumentation, således at man har fået overskydende timer, kan man få timerne efterbetalt, men det forudsætter igen, at man følger op med dokumentation for, at man har arbejdet efter overenskomsten.
Har man fået udbetalt sin løn som B-indkomst, vil A-kassen betragte arbejdstiden som ukontrollabel.
Læs hvad du skal gøre i artiklen om ukontrollabel arbejdstid her.
Side 1