Optagelser med rejsetid
I det følgende er Fyn brugt som eksempel, men reglerne gælder tilsvarende ved optagelser af spillefilm andre steder i landet.
Transport København - Fyn
Producenten skal betale transporttiden fra København til Fyn og udgifterne forbundet hermed.
Transporttiden regnes fra en på forhånd aftalt adresse i København – typisk en københavnsk produktionsadresse – og til man er fremme ved opholdstedet.
Hvis der rejses frem og tilbage henholdsvis søndag og lørdag betales der ikke weekendtillæg.
Hvis der rejses frem og tilbage samme dag, som der er optagelser, er rejsetiden en del af den almindelige arbejdstid, og rejsetiden kan derfor udløse overtidsbetaling.
Producenten kan bestemme, hvordan transporten skal foregå.
Men producenten kan ikke bestemme, at man f.eks. skal tage af sted søndag aften. Vælger man f.eks. at rejse hjemmefra tidligt mandag morgen, må man selv arrangere transporten, og transporttiden kan ikke udløse overtid.
Dog vil producenten kunne forlange, at man – hvis man skal køre udstyr eller på anden måde forberede optagelser – tager af sted på det tidspunkt, producenten finder passende.
Hjem hver weekend?
Filmarbejderen har ikke krav på, at producenten betaler arbejdstid og transportudgifter mellem Fyn og København i de weekender, der måtte ligge indenfor produktionsperioden på Fyn. Men gør producenten ikke det, har filmarbejderen krav på at få opholdsudgifter betalt og sædvanlige diæter.
Producenten kan ikke forlange, at filmarbejderen bliver på Fyn, selvom diæterne udbetales. Hvor filmarbejderen vælger at tilbringe weekenden er ikke et anliggende for producenten.
Betaling for transport mellem opholdsted og locations
Producenten betaler såvel transporttid som transportomkostninger mellem opholdsstedet og location/studie og mellem flere locations på samme dag.
Diæter og ophold
Producenten skal betale for et passende opholdsted og diæter. Diæten udgør i 2012 kr. 455,- pr. dag.
Der fradrages 15%, hvis der serveres morgenmad, og 30% for henholdsvis frokost og middag, hvis producenten også sørger for dette.
De resterende 25% - eller kr. 113,75 pr. dag – skal udbetales under alle omstændigheder.
Der kan skattefrit kun udbetales diæter for 3 hovedmåltider pr. dag. Om pausen efter 10. time falder sammen med det sædvanlige tidspunkt for et hovedmåltid eller udgør et ekstra måltid må afgøres konkret i hvert enkelt tilfælde.
Filmarbejderen har ikke krav på at få diæter til måltider udbetalt. Producenten kan vælge at servere alle måltider og derefter blot udbetale de ekstra 25% til småfornødenheder.
Krav til opholdet
Der er ikke regler for, hvordan indkvarteringen skal foregå, men standarden skal godkendes af talsmanden. Man må kunne forvente, at man har enkeltværelse under opholdet – og ikke i feltseng - og at man i øvrigt har mulighed for at holde fri i rolige og private omgivelser.
Hviletid og fridøgn
Transporttid er også arbejdstid, og der skal derfor gå 11 timer fra man f.eks. ankommer søndag aften, til optagelserne begynder mandag morgen.