Den fastlåste situation i forhandlingerne om en ny Fiktionsoverenskomst mellem FAF og Producentforeningen fortsætter nu i Forligsinstitutionen. Det skyldes, at Producentforeningen fremsatte et ultimativt krav om, at FAFs medlemmer de facto går ned i realløn. Og det er et krav som FAFs forhandlingsdelegation ikke kan acceptere, idet FAFs medlemmer ikke skal gå ned i løn i forhold til det øvrige arbejdsmarked.
Faktisk er FAF og Producentforeningen så langt fra hinanden som overhovedet muligt. For Producentforeningen vil hverken give nogen lønkompensation for reallønsnedgangen i inflationsårene eller give mere end én procent i årlig lønstigning de næste 3 år. Deres krav adskiller sig altså væsentligt fra alle de andre overenskomster, der lukker med retfærdige og gode lønstigninger.
Forligsinstitutionen bidrager nu med sit forum til at skabe fremdrift i forhandlinger. Det første møde i Forligsinstitutionen finder sted søndag den 24. november 2024. Vi håber meget, at det kan hjælpe os med at blive enige om den økonomiske ramme for forhandlingerne, fordi en god fremtidssikret overenskomst på fiktionsområdet betyder alt for stabiliteten for vores medlemmer og branchen som helhed.
Forhandlingen om en ny Fiktionsoverenskomst vil blive taget op på generalforsamlingen den 26. november 2024, hvor bestyrelsen og medlemmerne skal drøfte det videre forløb.
Vil du deltage i drøftelserne?
Så tilmeld dig FAFs generalforsamling, vi vil meget gerne se dig! Send en mail til faf@filmtv.dk.
2024 har været et helt særligt år, hvad angår hjælp til de mange medlemmer, der ikke har fået deres løn fra arbejdsgiverne. Dette både ved direkte forhandlinger og i større sager, der bl.a. tæller de mange konkurser, manglende lønbetalinger og bortvisninger. De fleste sager er blevet afgjort ved et forlig, men 3 er nu endt i byretten.
Samlet opgørelse over inddrevne midler varetaget af FAFs juridiske service i perioden fra november 2023 og frem til november 2024 er i alt kr. 15.809.070.
|
|
FAF har igennem det seneste år forelagt mange sager for Lønmodtagernes Garantifond (LG), og til vores store tilfredshed har det vist sig, at LG i langt de fleste tilfælde anerkender soloselvstændige som lønmodtagere.
Regeringen har fremsat et lovforslag om, at der skal lægges moms på rettighedsbetalingerne. Og det har mødt skarp kritik fra FAF og flere andre kunstnerorganisationer samt Folketinget. Dette til trods tyder det på, at regeringens forslag vil blive vedtaget.
I så fald vil det dog nok først træde i kraft d. 1. januar 2026 – og ikke allerede den 1. januar 2025, som regeringen lagde op til.
Tilbage i 2021, da forslaget senest blev fremsat, var tanken, at pengene skulle gå til Kriminalforsorgen, så der kunne oprettes fængsler i Kroatien. Også denne gang planlægger Regeringen at bruge momsbetalingerne på Kriminalforsorgen det første år, men derefter vil pengene indgå i Regeringens såkaldte ”råderum”.
I kulissen tales der derfor om, at produktionsrabatterne så kunne finansieres fra råderummet. Og det vil da være et plaster på såret, men så heller ikke mere. For det vil i realiteten udgøre en forsinket – og formentlig heller ikke fuld – tilbageførsel af pengene til branchen. Det vil altså stadig være en dårlig handel for branchen.
Men det er klart, at FAF vil gøre alt for, at en eventuel vedtagelse af forslaget om moms på rettighederne bliver fulgt op med indførslen af produktionsrabatter. Det har vi som branche hårdt brug for.
Med venlig hilsen,
Forpersonskabet i FAF
3% i sammenlagt lønstigning over 3 år, hvilket giver 1% pr. år. Det var, hvad Producentforeningen fremlagde som deres ultimative tilbud i forhandlingerne om en ny Fiktionsoverenskomst. Producentforeningen erklærede samtidig, at hvis ikke FAF accepterer tilbuddet, så vil Producentforeningen lade den eksisterende Fiktionsoverenskomst fortsætte uden lønstigninger.
Og det finder både FAF’s bestyrelse og repræsentantskab fuldstændig uacceptabelt.
Til sammenligning fik det offentlige i foråret 2024 en lønstigning på 8,8% over 2 år, og det forventes, at også det private arbejdsmarked vil få lønstigninger på samme niveau ved forhandlinger i 2025. Og Producentforeningen har da heller ikke fremlagt dokumentation for, hvorfor FAF’s medlemmer – ifølge dem – skal have markant mindre, end det øvrige arbejdsmarked i Danmark.
Derudover har FAF også påvist, at FAF’s medlemmer har et stort lønefterslæb fra især inflationsåret 2022, og at prognosen for inflation i perioden 2025-27 forventes at blive mere end dobbelt så meget som de 3%, Producentforeningen nu kræver, at FAF’s medlemmer accepterer.
Det er FAF’s medlemmer, der ved urafstemning skal tage stilling til et eventuelt forhandlingsresultat, men FAF’sbestyrelse vil på ingen måde acceptere, at producenterne stopper forhandlingen med et urimeligt og ultimativt krav. Derfor har FAF nu henvendt sig til Forligsinstitutionen for at skabe fremdrift og rimelighed i forhandlingerne.
Minder om 2021
Forløbet minder en del om forhandlingerne om fiktionsoverenskomsten tilbage i 2021. Fastlåste forhandlinger og urimelige krav fra producenterne førte til, at forhandlingerne i sidste ende fortsatte i Forligsinstitutionen.
Resultat blev en markant forbedret Fiktionsoverenskomst i forhold til Producentforeningens udspil.
Da det er tvivlsomt, at Forligsmanden vil lykkes med at få forhandlingerne tilbage på sporet her og nu, vil situationen også blive drøftet på FAF’s generalforsamling den 26. november 2024. Det kan blive nødvendigt, at vi står sammen om at understrege situationens alvor overfor Producentforeningen – og derfor vil vi bl.a. drøfte konfliktmulighederne på generalforsamlingen.
Din deltagelse ved generalforsamlingen den 26. november er dermed kun blevet endnu vigtigere.
Som om YouSee-sagen med konflikten om rettighedshavernes Copydan-midler ikke var nok, så har regeringen nu fremlagt et lovforslag om, at rettighedsmidler fremover skal pålægges moms.
Lovforslaget komplicerer den nuværende konflikt og forværrer dermed situationen for Copydan og alle rettighedshaverne i FAF i forhold til at sikre et provenu fra deres rettigheder.
Og stemmes lovforslaget igennem vil det betyde, at rettighedsmedlemmernes indtægt vil blive forværret. For skal YouSee og andre kabeldistributører mv. betale moms, når midlerne indbetales til Copydan, vil de i realiteten skulle opkræve 25% mere fra forbrugerne, hvilket jo så vil komme oven i den seneste prisstigning for køberne.
Lovforslaget om moms på rettighedsmidlerne er fremlagt til behandling i Folketinget, og stemmes det igennem vil det træde i kraft den 1. januar 2025. FAF følger udviklingen tæt og opdaterer løbende.
I en tid med stor omstilling i branchen er efteruddannelse vigtig. Så søg nu om støtte fra DFI´s efteruddannelsespulje, der har lavet en anden runde med ansøgningsfrist senest den 26. november 2024.
Følg linket Ekstramulighed for støtte til efteruddannelse | Det Danske Filminstitut
Kom og mød dine kolleger fra branchen til en dejlig fest. Se mere på Facebook under Freelance julefest.
Julefesten afholdes igen i år i Amager selskabslokaler, Markmandsgade 11, 2300 Kbh S.
En bog, der har fået støtte fra FAF´s blankbåndsmidler offentliggøres den 21. november kl. 16-18 på Drop Inn, Kompagnistræde 34, 1208 København K.
Kom og mød andre fra branchen denne eftermiddag!
Kærlige hilsner
Forpersonskabet i FAF
FAF: Medlemsinformation 5. november 2024
Fredsvalg til FAF´s bestyrelse i 2025
Der bliver ingen afstemning i år om sammensætningen af FAF´s bestyrelse for 2025.
Der var 3 ledige bestyrelsespladser på valg i 2025, som nu er blevet besat af de 3 FAF medlemmer som har stillet op til bestyrelsen, for at opnå en af de 3 ledige pladser. De 3 kandidaterne er derfor valgt uden modkandidater i et fredsvalg.
De 3 opstillede kandidater til bestyrelsen i 2025 er følgende:
· Sophia Ladegaard (kostume)
· Christian Junget Madsen (produktion)
· Roar Skau Olsen (Tone)
Der var kun 3 ledige pladser til valget af bestyrelsesmedlemmer i 2025, fordi i 2024 var 6 af de nuværende 9 bestyrelsesmedlemmer blevet valgt for en 2-årig periode. Valget af 6 bestyrelsesmedlemmer i 2024 skyldes, at flere af de tidligere valgte bestyrelsesmedlemmer udtrådte af bestyrelsen før tid og derfor blev de erstattet ved valget til bestyrelsen i 2024.
FAF´s bestyrelse i 2025 består af 9 medlemmer og da der ikke er kampvalg, bliver der ikke blive valgt de 2 suppleanter som der er mulighed for ifølge FAF´s vedtægter.
På FAF´s generalforsamling der begynder kl. 18:30 den 26.november 2024 vil det obligatoriske punkt ”valg til bestyrelsen” forsat være på dagsorden, så de fremmødte formelt, kan godkende de opstillede kandidater.
Mødematerialet til generalforsamlingen udsendes senest den 19.november 2024 og medlemsforslag skal være modtaget på faf@filmtv.dk seneste den 12. november 2024.
Den nyudnævnte DFI direktør Tine Fischer kommer som gæst kl.17.15-18.00, inden generalforsamlingen starter, og vil drøfte DFI og branchens status.
FAF´s juridiske service har i det sidste år indhentet 14,5 millioner til medlemmerne
Det betaler sig at være medlem af FAF, ikke mindst når du har problemer
I det sidste år har mange medlemmer været involveret i virksomheders konkurser eller andre sager, hvor FAF har skaffet kompensation for Ligebehandlingsnævnet, byretten, ophævelse af elevaftaler og manglende betaling af fakturaer etc. Sagerne omhandler både fastansatte og freelancere.
Specielt de 3 store konkurser i 2023 har betydet, at 120 medlemmer der er freelancere og soloselvstændige/fakturaskrivere foreløbigt har fået udbetalt samlet 9.681.321 kr. fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Der er fortsat nogle sager der ikke er færdigbehandlet.
FAF har inklusive kompensationen fra konkurserne samlet skaffet medlemmer 14,5 millioner kr., hvilket er et rekordstort beløb, som ellers kun meget større fagforbund er i stand til at indhente.
Så husk: Skulle du have problemer med at få din betaling, så kontakt FAF.
FAF´s Fiktionsforhandling om OK 2025 med Producentforeningen er i vanskeligheder
FAF´s Fiktionsoverenskomst skal fornyes inden udgangen af 2024, men efter de første 2 møder med Producentforeningen ser det meget svært ud. Der er grundlæggende en meget stor uenighed om den økonomiske rammes størrelse.
Forhandlingsforløbet kom meget sent i gang, trods FAF´s gentagne opfordringer om at begynde tidligere. Det tidsmæssige pres betyder, at forhandlingerne nu er yderligere intensiveret. Der er aftalt en række forhandlingsmøder i november 2024.
Tilmeld dig lanceringseventet for rapporten Fremtidens kompetencebehov i fiktions- og tv-produktion – brug dette link
Den nye rapport om ’Fremtidens kompetencebehov i fiktions-og tv-produktion’, hvor mange i FAF har besvaret spørgeskemaundersøgelsen og givet personinterview bliver lanceret tirsdag den 3. december kl. 12.30 – 16.00i Cinematekets Bio Asta Gothersgade 55, København.
På eventet vil rapportens indhold blive fremlagt som et brancheværktøj, der kan støtte den fremtidige dialog om uddannelse og efteruddannelse mellem uddannelsesinstitutioner, virksomheder og andre relevante brancheaktører.
Sæt kryds i kalenderen og tilmeld dig link.
De kunstneriske rettighedsbetalinger er fortsat under pres – YouSee mv.
YouSee´s anvendelse af ulovlige metoder med at vise udsendelser uden at afregne konkret til rettighedshaverne fortsætter. Derfor har producenten Nina Crone trukket YouSee i retten for at få en afklaring på, hvad der opfattes som ulovlig adfærd. Der forventes en domfældelse i december 2024.
AI-træning på beskyttet indhold uden tilladelse kalder på EU-lovgivning. Heldigvis er det nyetablerede AI Office under EU-Kommissionen i fuld gang med at udmønte AI Act i form af en Code of Practice. RettighedsAlliancen deltager i dette arbejde. Der kan læses mere om det her: Thekick-off Plenary for the General-Purpose AI Code of Practice took place online| Shaping Europe’s digital future (europa.eu)
Der er p.t. en international underskriftindsamling i gang blandt rettighedshavere mod AI-træning på beskyttet indhold uden tilladelse. Mange af FAF´s internationale søsterorganisationer står bag. Indtil nu har over 31.000 skrevet under. Her er til orientering et link til underskriftindsamlingen: Statementon AI training (aitrainingstatement.org)
Kærlige hilsner
Forpersonskabet i FAF
Update your browser to view this website correctly. Update my browser now