FAF medlemsinformation 15. februar 2022

FAF har nu, efter to midlertidige forlængelser af Fiktionsoverenskomsten, indgået en ny aftale med Producentforeningen på Fiktionsområdet, som gælder i en 3 årig periode fra 2022-2024. Fiktionsoverenskomsten omfatter alle funktioner, der er oplistede i overenskomstens §1, og som arbejder på Fiktionsområdet hos producenter, der er medlem af Producentforeningen.

 

Bestyrelsen i FAF sender i dag tirsdag den 15. februar 2022 den nye overenskomst til urafstemning blandt alle FAFs medlemmer. Du kan stemme frem til den 1. marts kl. 23:59. Det er altså op til Jer, FAFs medlemmer, at stemme ja eller nej til den nye Fiktionsoverenskomst. Vi har derfor brug for dig og din kollegas stemme.

 

Vær opmærksom på, at FAF bruger afstemningsbureauet Assembly Voting til at gennemføre afstemningen. Således vil der i dag den 15. februar 2022 blive udsendt en mail med instruktioner til alle stemmeberettigede medlemmer, fra Assembly Voting, som skal bruges i forbindelse med afstemningen. Så tjek evt. dit spamfilter.

 

Igennem forhandlingerne har det været FAFs primære fokus at sikre bedre rammer for en meningsfuld work/life-balance. Det har det fordi, at vi siden i sommer og sammen med jer, FAFs medlemmer, har kortlagt og analyseret problemerne i branchen med at få liv og arbejde til at gå op.

FAFs bestyrelse mener, at dette fokus er afspejlet i det endelige resultat. Blandt andet ved, at vi har sikret en højere takst for overarbejde samt en skærpet varslingspligt. Derudover har vi sikret, atder maksimalt må varsles 7,5 timers overarbejde i ugeprogrammet. Disse tiltag og andre ændringer har til sigte at regulere producenternes brug af overarbejde, hvilket er afgørende for at kunne planlægge privatlivet.

FAFs bestyrelse finder dermed, at denne overenskomst er et skridt i den rigtige retning til bl.a. at skabe en bedre work/life-balance og sikre medlemmernes lønudvikling. 

FAFs repræsentantskab anbefaler derfor, at medlemmerne stemmer ja til den nye Fiktionsoverenskomst for periode 2022-2024.

 

Konkrete ændringer med det sigte at forbedre work/life-balancen:

  • Konkret er det største fremskridt, at den første varslede overarbejdstime stiger fra 25% til 50%, og at dem anden overarbejdstime stiger fra 40% til 60%. Den første uvarslede overarbejdstime stiger fra 50% til 75%.

 

  • Herudover har vi sikret, at hvis ikke overarbejde senest varsles i frokosten, så kategoriseres det som uvarslet overarbejde. Tidligere skulle der blot varsles overtid 3 timer før dagsprogrammets sluttidspunkt.

 

  • Der må nu kun varsles 7,5 timers overarbejde i ugeprogrammet og alle ansatte kan sige fra for overarbejde ud over 8 timer om ugen, imod 10 timer i dag.

 

  • Tillægget for forskudt arbejdstid er hævet fra 100 kr. til 110 kr. pr. time.

Samlet set giver disse ændringer jer, FAFs medlemmer, bedre mulighed for at planlægge jeres privatliv, bl.a. fordi det øger producenternes økonomiske incitament til at begrænse overarbejdet, det er en stor sejr for alle!

 

Lønudvikling

Ses der isoleret på lønnen er det lykkedes at forhandle en samlet lønstigning på i alt 7,5% hjem for overenskomstperioden 2022-2024.

 

Øvrige ændringer

Transportområdet er et andet vigtigt område, der betyder meget for den enkelte filmarbejder.  Der er her lykkedes at lave mere forståelige og ensartede regler, uanset om du er udstationeret eller ikke udstationeret.

Det var også væsentligt for FAF at sikre bedre rammer i forhold til transport på udligger-dage. Dog kom vi ikke helt i mål med vores krav, men vi fik indskærpet i overenskomstens præambel, at det er den enkelte producents ansvar at følge arbejdsmiljølovgivningen. Det skulle gerne præge planlægningen af dagene på produktionerne så sikkerheden forbedres og reducerer freelancernes nedslidning. Vi holder fortsat et vågent øje med om producenten via sit arbejdsgiveransvar her overholder arbejdsmiljølovgivningen, og hører gerne fra jer, hvis dette ikke skulle være tilfældet.

Problemet med assistenternes indplacering på 2 forskellige lønniveauer afhængigt af deres funktion er ændret. Fremover vil der være en indslusningsordning med runnerne og to forskellige lønkategorier for assistenterne afhængig af, om de er uerfarne eller erfarne assistenter. Ingen nuværende assistenter der har arbejdet på Fiktionsoverenskomsten fra 1. januar 2020 sættes ned i løn i forbindelse med denne ændring.

I forhandlingsprocessen er flg. funktioner og deres rettigheder trukket ud af overenskomsten: A-fotograf, Production Designer/Scenograf og Klipper.

De tre faggrupper vil midlertidig fortsat følge Fiktionsoverenskomstens regler frem til den 30. april 2022. Imens vil deres specialforeninger indlede forhandlinger om en ny overenskomst

på deres område med Producentforeningen. FAF deltager på nuværende tidspunkt ikke i disse forhandlinger, men vil uændret kæmpe for medlemmerne i disse grupper på linje med alle andre FAF-medlemmer.

Slutteligt skal lyde en KÆMPE tak for den massive støtte og opbakning vi har oplevet fra jer, medlemmerne af FAF, igennem hele forhandlingsforløbet. Det har ikke været nemt at komme igennem, derfor er vi meget glade for det store sammenhold, I har udvist.

Tak!

Med venlig hilsen

Bestyrelsen i FAF

 

 

 

 

 

Your browser is out-of-date!

Update your browser to view this website correctly. Update my browser now

×