fbpx

FAF medlemsinfo januar 2022

Meget er på spil – her er vores krav til forhandlingerne om en fiktionsoverenskomst

Slutspillet

Det er der forhandlingerne nu befinder sig. De handler om en ny overenskomst på fiktionsområdet, og meget er på spil – for alle os i branchen. FAF har tre overordnede krav:

  1. Bedre arbejdsvilkår – overtid og transport
  2. Bedre lønpakke
  3. En løbende betaling for de kunstneriske rettigheder

Vi ved, hvor meget vilkår og miljø fylder i branchen og for FAFs medlemmer. Det fremgår tydeligt af den offentlig debat, men billedet blev også understøttet, da vi i efteråret gennemførte vores egen undersøgelse både blandt vores medlemmer og bredt i branchen.

Mange, for mange, fortalte om, at balancen mellem arbejde og privatliv – partnere, børn, familie og venner – var tippet over. Der var fortællinger om stress, angst, depression – og om tanker om at forlade branchen. Det er uholdbart – både for os men også producenterne, der selvfølgelig ikke kan tåle så markant en nedslidning af deres medarbejdere.

 

Bedre vilkår, nu

Streaming-tjenesternes produktioner har påvirket måden, branchen producerer på og hele tilrettelæggelsen af arbejdet. Dagene er blevet længere med mere overarbejde, og planlægningen foregår ofte i sidste øjeblik, hvilket både øger stressniveauet og gør det svært at finde tid til sit privatliv.

Derfor ser vi det som en vigtig opgave at regulere mængden af overarbejde. Og den bedste vej dertil er at øge overtidsbetalingen, da det vil gøre producenterne mere tilbageholdende – og dermed i sidste ende sænke mængden af overarbejde og dermed de mange lange dage. Herudover vil vi begrænse varslingsmuligheder, så producenterne i mindre grad planlægger deres produktioner ud fra en forventning om, at folk bare kan og vil arbejde over uge efter uge.

Herudover skal mængden af transport og udliggerdage begrænses, hvilket bedst sker ved at øge kompensationen for udligger dage og den øgede transport som følge deraf. Og så skal vilkårene for assistenterne forbedres ved både lønfremgang og en forbedring af oplæringen. Det er et emne som har været i fokus gennem længere tid.

 

En bedre løn

Selv om den danske fiktionsbranche længe har fejret store succes’er – og således har hevet både hæder og arbejde til Danmark, så har lønnen ikke udviklet sig i samme tempo.

I vores branche er løn-pakken kompliceret sammensat. Det skyldes dels, at overarbejde og transport fylder meget, men også at nogle får del i de kunstneriske rettighedsmidler, mens andre ikke gør.

Men faktum er også, at basislønnen skal følge med inflationen, så ingen går ned i løn. Det, mener vi, at en ny overenskomst skal imødegå. Det er på tide, at også vi, der står bag dansk fiktion, bliver ordentligt og rimeligt lønnet.

Det var derfor vigtigt for os, at den midlertidige forlængelse af overenskomsten, som vi kort før jul indgik aftale om med Producentforeningen, indeholdt en lønstigning på 2,5 pct. Lønnen vil fortsat være et fokusområde i forhandlerne om en ny og holdbar overenskomst på fiktionsområdet.

 

De kunstneriske rettigheder

En af udfordringer ved at være fagforeningen for alt fra klippere, fotografer, scenografer over lyd til lys er, at det kun er en del af vores medlemmer, der får rettighedsmidler. Det betyder, at området er ekstremt vigtigt for nogle af vores medlemmer, mens det er uvigtigt for andre af vores medlemmer.

Imidlertid er det vores holdning i FAF, at det vigtigste for os er, at en ny aftale ikke indbefatter en total overdragelse af rettighederne på streamingområdet, så der løbende udbetales rettighedsmidler til rettighedshaverne.

 

Det store spørgsmål

Vi ved, at mange producenter er klar over, at et godt arbejdsmiljø giver både glade og produktive ansatte og tiltrækker kvalificeret arbejdskraft til en branche i vækst. Og vi ved, at historierne om nedslidning, depression, angst og stress påvirker dem – og at nedslidningen i branchen også for dem er utålelig.

Hidtil har vi dog ikke set samme erkendelser fra Producentforeningen, hvorfor forhandlingerne hidtil ikke har båret frugt. Og det er helt klart den største knast i forhandlingerne: At Producentforeningen tilsyneladende ikke anerkender problemernes omfang – og fokuserer ensidigt på den korte bane.

Det er afgørende for os i FAF, at Producentforeningen rykker sig, hvilket de hidtil ikke har vist sig i stand til. Det var også årsagen til, at vi bad Forligsinstitutionen om at indkalde os og Producentforeningen til forhandlinger. En beslutning, der betød, at overenskomsten blev midlertidigt forlænget frem til ultimo januar.

Samtidig tog vi også de fornødne forholdsregler ved at søge medlemmernes opbakning til at skrue bissen på, hvis ikke Producentforeningen giver de nødvendige indrømmelser. Den opbakning fik vi ved en urafstemning kort før jul.

Det er vores indstilling, at det både er i vores og producenternes interesse at finde en ordentlig løsning, der sikrer tryghed ude på de danske fiktionsproduktioner. Og vi afsøger enhver mulighed for at få det til at lykkes – men faktum er også, at vi hverken kan eller vil lade stå til i forhold til det slemme arbejdsmiljø i branchen.

 

 

Your browser is out-of-date!

Update your browser to view this website correctly. Update my browser now

×