fbpx

Medlemsinformation 20. marts 2025

 

FAF inviterer til stormøde

Den nye Fiktionsoverenskomst har nu været i brug i omtrent en måned. Og derfor inviterer FAFs bestyrelse nu dig – og alle dine interesserede kolleger i FAF – til stormøde!

På mødet tager vi pulsen på jeres spørgsmål og jeres oplevelser med aftalen. FAF har allerede modtaget medlemshenvendelser om bl.a. 10-timers pausen og lønningerne på New Danish Screens produktioner.

På mødet vil fokus være på aftalens implementering, og hvordan vi sammen kan følge op på aftalen de næste 3 år. Derfor skal der også opbygges et tættere samarbejde med talspersoner og arbejdsmiljørepræsentanter. Deres og medlemmernes viden er fundamentet for FAFs systematiske indsamling af data.

Især systematiske oplysninger fra de faglige repræsentanter og medlemshenvendelser til FAFs sekretariat vil styrke vores fælles grundlag for at sikre medlemmernes løn og arbejdsvilkår, både i denne og den kommende overenskomstperiode.

Mødet finder sted kl. 18:30 den 3. april 2025 i FAFs lokaler på Kgs. Nytorv eller på teams. Meddel til koordinator@filmtv.dk om du deltager fysisk eller på teams. Fysisk tilmeldte køber vi sandwich til, digitalt tilmeldte får tilsendt et teams link til eget brug.

Deltag på medlemsmødet og giv dit besyv med, så står vi stærkest i fællesskabet.

 

Støtte til din efteruddannelse

Mange medlemmer ansøger FAFs puljer om støtte til efteruddannelse for at få inspiration og nye kundskaber. Men der er mulighed for, at endnu flere kan få støtte til efteruddannelse, uanset hvilken faglig baggrund de har.

Her kan du se muligheder for og søge støtte til efteruddannelse.

Der er også mulighed for at få midler fra specialpuljer, som omfatter fotografer, scenografer, still-fotografer, instruktører og klippere samt fra FAF-puljen.

Vi opfordrer alle til at tage det lovpligtige arbejdsmiljøkursus rettet imod branchen, som Producentforeningen udbyder næste gang fra den 2.-4. juni 2025. På kurset vil du og dine kolleger blive klædt godt på, når I arbejder på settet og andre steder i produktionsmiljøet. Og FAF betaler gebyret på 3.000 kr. imod fremvisning af bevis for gennemført uddannelse.

Filmskolens efteruddannelse har også mange relevante kurser, hvor du kan tilmelde dig. Er du FAF-medlem betaler FAF 50 pct. af gebyret for kurser påbegyndt i 1. halvår 2025. Se mere her.

Og husk, at du kan ansøge Filminstituttets støttepulje til efteruddannelse og kompetenceudvikling, som også giver kompensation for tabt arbejdsfortjeneste. DFIs pulje støtter kursusgebyr på op til 25.000 kr. Den næste ansøgningsfrist er den 1. april 2025. Se mere her.

 

PFA ændrer din pension

Mange FAF-medlemmer har deres pensionsopsparing i PFA, der nu har meddelt alle sine opsparere, at de ændrer risikoprofilen ved at øge andelen af aktier i din portefølje.

Derfor opfordres du til at undersøge, hvordan dine pensionsmidler vil blive placeret, når ændringen sker 1. april 2025. Det gør du på ”Mit PFA”,  hvor du også kan ændre din risikoprofil, hvis du ønsker det.

FAFs bestyrelse har drøftet PFAs beslutning og valgt, at alle nye medlemmer i PFA skal starte deres opsparing i risikoprofil lav, som er den ordning med lavest risiko. I risikoprofil lav er 60 pct. af porteføljen placeret i aktier. Det er så op til den enkelte pensionsopsparer at vælge om opsparingsprofilen skal ændres.

47 pct. af FAFs medlemmer har på nuværende tidspunkt placeret deres pensionsopsparing i PFA Plus Profil A, der er den mindst risikofyldte profil. Har du din pensionsopsparing i profil A, vil din opsparing automatisk overgå til Profil A PFA forsigtig, der også har en lav risikoprofil. Det er ikke muligt for opsparer i andre profiler end Profil A at overgå til denne profil.

Har du spørgsmål til omlægningen, så gå ind på pfa.dk eller ring til PFA på 7012 5000.

 

En legende fylder 80 år

Den 24. marts fylder Karen Bentzon 80 år! Så stort tillykke Karen!

56 år! Så lang tid blev det til i filmbranchen for Karen Bentzon, som har været med på mere end 130 film og TV-serier, hvoraf 3 spillefilm har fået Oscarstatuetter!

Enhver, der har mødt Karen, lærer hurtigt Karens klare tale og budskaber at kende: Et ja er et ja, og et nej er et nej. Karen hader sludder og vrøvl.

Når Karen er lineproducer på en produktion, er der rene linjer.

Karen var med til at starte FAF i 1970, og Karen blev medlem nr. 3 – kun overhalet af Jørgen Mydtskov og hendes mand, Viggo Bentzon på vej op til indmeldelsen i KB Hallen. Karen kom med i bestyrelsen i 1971 og har siden været med i bestyrelsen og været formand i mange år. Og her i 2024 og 2025 var Karen med til at sikre filmarbejderne en ny Fiktionsoverenskomst efter strejkevarsel og lange forhandlinger i Forligsinstitutionen.

Tak, Karen!
Tak for fortsat at støtte branchen og filmarbejderne, selvom du gik på pension sidste år.

Og stort tillykke med dagen!

 

Med venlig hilsen
FAF

Your browser is out-of-date!

Update your browser to view this website correctly. Update my browser now

×