Medlemsinformation 4. december 2024
Generalforsamlingen: Grønt lys til voldgift og konflikt
Først og fremmest tak til alle, der deltog i FAFs generalforsamling, som blev afholdt her den 26. november 2024. Vi håber, at I alle nød aftenen – vin, tapas og godt selskab – lige så meget, som vi gjorde.
Årets generalforsamling havde sendt to vigtige emner til debat: 1. Tvisten omkring forskudt særtid samt 2. Uenigheden om en ny Fiktionsoverenskomst. Og I begge henseender blev vigtige beslutninger truffet.
Voldgift om forskudt særtid
Generalforsamlingen vedtog, at FAFs bestyrelse kan anlægge voldgift mod Producentforeningen, hvis der ikke findes en løsning på uenigheden om, hvornår den forskudte særtidsuge slutter. Overenskomsten siger klart, at det er kl. 03.00 fredag, men Producentforeningen mener, at den kan fortsætte ind i lørdagen. Hvis ikke Producentforeningen kommer FAF i møde her, vil det blive nødvendigt at tage sagen til voldgift – og det gav generalforsamlingen altså grønt lys til.
Mandat til konfliktvarsel
Generalforsamlingen drøftede desuden den skærpede situation mellem FAF og Producentforeningen i forhandlingerne om en ny Fiktionsoverenskomst. Disse drøftelser resulterede i følgende:
-
Generalforsamlingen udtrykte stor tilslutning til, at FAF havde flyttet forhandlingerne til Forligsinstitutionen. Baggrunden for denne beslutning var nemlig, at Producentforeningen stillede det ultimative krav, at FAF skal acceptere en lønstigning på blot 3% over 3 år, hvilket i realiteten svarer til en realløns-nedgang, pga. inflationen.
-
Generalforsamlingen var derudover enige om, at forhandlingerne skal føre til lønstigninger som på det øvrige arbejdsmarked, hvor der er taget højde for den økonomiske udvikling og generelle mangel på arbejdskraft.
-
Generalforsamlingen bakker op om, at der sendes konfliktvarsel, hvis Producentforeningen ikke indvilliger i, at FAFs medlemmer i næste overenskomstperiode sikres en lønstigning, der beskytter imod den udhuling af reallønnen, som følger af de senere års forhøjede inflation.
FAFs bestyrelse takker for den markante opbakning. Med dette skærpede udgangspunkt mødes FAF og Producentforeningen nu for at forsøge at reducere uenighederne frem mod, at vi inden jul igen mødes i Forligsinstitutionen og forsøger at lande en aftale.
Det er endnu svært at spå om, hvordan det vil gå. Producenterne henviser til manglende finansiering og lønsomhed, selvom:
-
Filmaftalen fra 2024 gav en ekstrafinansiering i forhold til den tidligere Filmaftale
-
At branchen i 2025 vil blive tilført omkring 100 millioner kroner fra Kulturbidraget, som streamingtjenesterne betaler ind.
-
At der fra 2026 bevilges 125 millioner kroner årligt, idet det nu endelig ser ud til, at produktionsrabatterne vil blive vedtaget i Folketinget. Rabatterne vil gøre det nemmere at beholde produktioner i Danmark samt tiltrække udenlandske til Danmark.
Fredsvalg til FAFs bestyrelse
Valget til bestyrelsen blev et såkaldt fredsvalg, idet der var 3 opstillede kandidater til de 3 ledige poster i bestyrelsen. Det betød, at alle 3 blev valgt uden modkandidater.
Dermed stort tillykke med valget til:
-
Roar Skau Olsen / Tonemester (bestyrelse)
-
Sophia Ladegaard / Kostumier (bestyrelse)
-
Christian Junget Madsen / Produktion (bestyrelse)
Bestyrelsen mødes og konstitueres i januar 2025.
Rettighedsforeningen
Herudover blev Mette Meinicke valgt ind i Rettighedsforeningens bestyrelse ligesom Tao Nørager blev valgt ind i Helligdagsforeningen som det menige FAF-medlem. Stort tillykke til begge repræsentanter!
Stor, stor tak til alle fremmødte
Beretninger og regnskaber blev gennemgået og godkendt ligesom en række bestyrelsesforslag blev drøftet indgående af de mange fremmødte. Tak for engagementet samt god ro og orden!
Desuden skal lyde en særlig tak til de 3 gæster fra DFIs ledelse, der inden generalforsamlingen var inviteret til debat modereret af Roar Skau Olsen. Debatniveauet var højt, og det var afgjort med til at skabe en god stemning.
Sidst men ikke mindst skal igen lyde den største tak til alle de fremmødte for at være med til at gøre årets generalforsamlingen både spændende, informationsrig samt beslutningsdygtig.
Børnearbejde i dansk film
Det har været tydeligt for alle i Film- og tv-branchen, at børnearbejde ikke er tilfredsstillende reguleret. Og ifølge den internationale ILO-konvention må børn under 13 år slet ikke arbejde, og det gælder dermed også i dansk lovgivning.
Det er således glædeligt, at Kulturministeren er gået ind i sagen – og har fået skrevet ind i Filmaftalen, at børn, der arbejder i branchen, skal have ordentlige vilkår. DR, TV2 og Producentforeningen samarbejder om udviklingen af retningslinjer, som de vil have Kulturministeren og Beskæftigelsesministeren til at inddrage i den kommende regulering af området.
FAF følger nøje med i indsatsen for at sikre branchens børn ordentlige vilkår. Følgelig vil FAF også deltage i mødet den 10. december, hvor DRs, TV2s og Producentforeningens oplæg forventes fremlagt.
Midlertidig aftale sikrer midler til FAF
Det lange tovtrækkeri mellem YouSee og Copydan er foreløbigt endt med en midlertidig aftale, der betyder, at YouSee indbetaler til Copydan og FAF således modtager tæt på et uændret beløb til udbetaling. Retssagen anlagt af YouSee fortsætter i Sø- og Handelsretten.
DFF har som tidligere beskrevet anlagt en voldgift om fotografernes fordelingsnøgle for rettighedsmidler. Og så længe voldgiften behandles, vil FAF hverken modtage rettighedsmidler for 2023 eller 2024 – og kan derfor heller ikke foretage udbetalinger.
Den manglende udskudte udbetaling gælder også klippernes rettighedsmidler, hvor den nedsatte klippergruppe med FAF, DJ og Dansk Filmklipperselskab endnu ikke er kommet overens om fordelingen af midlerne.
Med venlig hilsen,
Forpersonskabet i FAF