Har du ret til G-dage?
Har du ret til G-dage (arbejdsgivergodtgørelse/1. og 2. ledighedsdag)?
Det har du, hvis du er medlem af en A-kasse og har været ansat i 74 timer inden for de sidste 4 uger hos en arbejdsgiver, før du blev ledig. G-dage er de første ledighedsdage, hvor din arbejdsgiver skal betale dagpenge til dig.
Arbejdsgiveren kan glemme, at de skal betale G-dage. Så husk dem endelig på det. Har du ret til G-dage, skal arbejdsgiveren udbetale dem hurtigst muligt og senest 2 mdr. efter at du er stoppet. Arbejdsgiver kan – inden de udbetaler pengene – bede dig om at udfylde en erklæring på tro og love. Erklæringen kan du finde her .
A-kassen FTFa kan hjælpe dig med at tale med din arbejdsgiver, hvis din arbejdsgiver ikke er enig i, at du har ret til G-dage.
Du har ikke ret til G-dage hvis du for eksempel:
– Selv er skyld i, at du bliver ledig.
– Er begyndt på nyt arbejde.
– Holder ferie.
– Får sygedagpenge eller dagpenge under de første 14 dages sygdom.
– Din arbejdsgiver er gået konkurs eller er under betalingsstandsning.
– Hvis du er blevet ledig fra et job med løntilskud.