YouSee-sagen 18. september 2026

Status for YouSee-sagen september 2026

 

Ophavsretslicensnævnet har truffet afgørelse i den første og største af de sager, der udspringer af konflikten mellem TDC/YouSee og rettighedshaverne om betalingen for det indhold, YouSee sælger i deres tv-pakker. Efter en omfattende behandling afviser Ophavsretslicensnævnet bl.a. TDC/YouSees krav om markante nedsættelser i betalingen og fastsætter endda på enkelte områder en højere betaling. I vurderingen af priserne lægger Ophavsretslicensnævnet vægt på, at YouSee har sat priserne op på tv-pakkerne, mens rettighedsbetalingerne udgør en faldende andel af tv-pakke-priserne.

 

”Vi er naturligvis glade for, at Ophavsretslicensnævnet efter en meget grundig behandling har givet rettighedshaverne medhold. Nævnet afviser TDC/YouSees påstande om, at vores priser og vilkår er urimelige, og bekræfter samtidig et grundlæggende princip: Når tv-distributører tjener penge på indhold, skal de, der har skabt og finansieret indholdet, også modtage en passende betaling,” siger Anna Porse Nielsen, direktør i Producentforeningen og talsperson for rettighedshaverne i YouSee-konflikten.

 

For rettighedshaverne er afgørelsen vigtig. Et uafhængigt og sagkyndigt nævn har prøvet TDC/YouSees centrale indsigelser og bekræftet de grundlæggende principper bag rettighedsbetalingen. Nævnet finder blandt andet, at priser og vilkår er blevet til gennem reelle forhandlinger, og at der ikke er grundlag for påstande om manglende gennemsigtighed. Samtidig afviser nævnet, at TDC/YouSees rapporter og undersøgelser af tarifferne i Sverige og Norge kan sammenlignes med tarifferne i Danmark.

 

TDC/YouSee har valgt ikke at deltage i nævnets behandling og kun forholde sig til den sag, som TDC/YouSee har anlagt mod rettighedshaverne ved Sø- og Handelsretten. Kendelsen er juridisk bindende for TDC-koncernen, men TDC Brands kan vælge at fortsætte den verserende sag ved retten. Derfor er afgørelsen heller ikke ensbetydende med, at konflikten nu er løst, og de tilbageholdte midler kan udbetales.

 

Nævnet har imidlertid fået og også inddraget alle TDC/YouSees påstande og alle dokumenter fra sagen ved Sø- og Handelsretten. Der er derfor tale om en uafhængig, faglig specialiseret og omfattende vurdering af TDC/YouSees påstande, som har stor vægt og er med til at skabe klarhed og forudsigelighed for hele markedet.

 

For at du bedre kan forstå sagen har vi listet en Q&A

 

Hvad betyder kendelsen?

Ophavsretslicensnævnet har vurderet betalingen for rettigheder og konstateret, at den ikke er for høj, men faktisk i visse tilfælde for lav. Kendelsen slår fast, at TDC/YouSee ikke både kan bygge en forretning på dansk film, tv og musik og samtidig forsøge at underminere betalingen til dem, der skaber indholdet.

 

Hvorfor er afgørelsen vigtig for rettighedshaverne?

Fordi betalingen går tilbage til dem, der skaber og investerer i indholdet: producenter, forfattere, skuespillere, instruktører, musikere og andre rettighedshavere. Når en distributør som TDC/YouSee tjener penge på at sælge adgang til indholdet, skal rettighedshaverne også have en betaling, der afspejler værdien af det. Betalingen er med til at finansiere ny dansk film, musik og tv.

 

Betyder kendelsen, at TDC/YouSee skal betale mere?

På enkelte områder indebærer kendelsen højere betaling. For tv-pakker, der udelukkende leveres via internettet, er stigningen 9 kr. om måneden. Og helt generelt afviser nævnet TDC/YouSees krav om markante reduktioner af betalingen til rettighedshaverne.

 

Handler sagen om højere priser for forbrugerne?

Nej, sagen handler først og fremmest om betalingen mellem en stor kommerciel og dominerende tv-distributør og de rettighedshavere, som står bag indholdet. Dansk indhold er ikke gratis at producere, og Ophavsretslicensnævnet har nu slået fast, at dem, der skaber indholdet, skal have en betaling, der afspejler værdien, når andre tjener penge på at distribuere det.

 

Forventer I, at TDC/YouSee vil følge kendelsen, de har jo anlagt sag ved Sø- og Handelsretten?

Kendelsen er juridisk bindende for TDC/YouSee, men afgørelsen kan prøves ved domstolene, og derfor kan sagen fortsætte ved Sø- og Handelsretten. Afgørelsen er dog så klar, at man kan håbe, TDC/YouSee vil respektere den. Nævnets formand, der er højesteretsdommer og formand for Konkurrenceankenævnet, har pure afvist TDC/YouSees påstande over for Sø- og Handelsretten, så vi vil have svært ved at forstå, hvis TDC/YouSee vælger at fortsætte sagen ovenpå kendelsen. Derfor har vi heller ingen grund til at tro, Sø- og Handelsretten i så fald skulle komme frem til, at afgørelsen skal tilsidesættes.

 

Men TDC/YouSee siger, at kendelsen ikke er afgørende, fordi sagen skal behandles ved Sø- og Handelsretten. Hvad er jeres svar?

Ophavsretslicensnævnet er et uafhængigt og sagkyndigt organ, der har prøvet de centrale spørgsmål på et omfattende grundlag, herunder alle TDC/YouSees argumenter og alt materiale fra retssagen ved Sø- og Handelsretten. Ophavsretslicensnævnets kendelse kan prøves ved domstolene, og derfor kan sagen fortsætte. Vi tror dog ikke, at Sø- og Handelsretten vil tilsidesætte afgørelsen fra nævnet.

 

Hvad betyder kendelsen for andre tv-distributører?

Kendelsen skaber større klarhed om de gældende vilkår og reducerer usikkerheden om aftalegrundlaget på markedet.

 

Får rettighedshaverne de tilbageholdte midler nu?

Det afhænger af TDC/YouSee. Vi håber, de vil respektere kendelsen og det danske system.

 

Betyder kendelsen, at det er mindre vigtigt at finde en løsning på den aktuelle konflikt med DR og TV 2 om kontrakter?

Nej. Kendelsen afgør hvad der er en rimelig betaling for TDC/YouSees traditionelle distribution af tv-kanaler med digitale tv-tjenester, herunder for indhold fra DR og TV2 Danmark. Kendelsen afgør derimod ikke om TDC/YouSee ved at ændre det tekniske setup helt kan slippe for at betale dette vederlag, når de inkluderer DR- og TV2-indhold i deres produkter. Dette afgøres i andre sager i konflikten. Så behovet for den udtrykkelige angivelse i kontrakterne – for at skabe et sikkerhedsnet for finansiering af dansk indhold – er der uændret.

Your browser is out-of-date!

Update your browser to view this website correctly. Update my browser now

×