fbpx

FAF medlemsinfo 30. september 2021

Generalforsamling i FAF den 24. november 2021 og faggruppemøder

Der indkaldes til generalforsamling i FAF den 24. november 2021. Forud for generalforsamlingen afholdes der faggruppemøder, hvor de fremmødte vil blive orienteret om FAFs arbejde. Der kan faggrupperne også drøfte deres egne forhold. Det er også her, at faggrupperne skal opstille deres kandidater til bestyrelsen, som vælges på generalforsamlingen.

 

Faggrupperne indkaldes til følgende tidspunkter:

  • Torsdag den 7. oktober 2021: Lineproducere, produktionsleder, øvrig produktion og Caster, instruktionsassistent og indspilningsleder
  • Tirsdag den 12. oktober 2021: Production design, regi, Kostume og sminke
  • Mandag den 25. oktober 2021: Foto, Lys & Grip, Stillfoto & Continuity, Elever
  • Torsdag den 28. oktober 2021: Instruktion & Manuskript, Klip, tone, Animation & multimedie,

 

FAFs medlemsspørgsmål til forberedelse af overenskomstforhandlingen

Først tak til de mange der har besvaret de udsendte medlemsundersøgelser, som giver FAFs forhandlingsgruppe et godt grundlag for at forhandle fiktionsoverenskomsten med Producentforeningen. Først var der lige ved 200 som svarede på spørgsmål om arbejdsmiljøet og nu har over 100 medlemmer svaret på spørgsmål omkring kunstneriske rettigheder.

Rettighedsmidlerne er der mange forskellige holdninger til blandt medlemmerne. Nogen mener de er meget vigtige for FAFs medlemmer, andre ønsker dem placeret udenfor FAF. Der er medlemmer som finder, at rettighederne er et aktiv for alle i FAF og så er der nogen som ikke mener, at fagforeninger skal forhandle rettigheder.

Det er derfor et blandet grundlag FAFs forhandlere skal gå videre med. Rettighederne har altid ligget i FAFs overenskomst sammen med løn og arbejdsvilkår. Det skyldes, at FAF ligesom andre fagforeninger varetager alle deres medlemmers interesser bredt. Rettigheder er også inkluderet i andre kunstnerforeningers overenskomster. Det er også normalt, at billige forsikringer, aftaler med pensionsselskaber og andre medlemsfordele som sundhedsforsikring eller billeje er en del af fællesskabets fordele. De kunstneriske rettighederne er et specielt område, fordi de kun uddeles til de funktioner, der bidrager til produktionens kunstneriske værkshøjde. Det har altid været til debat, hvilke grupper der bidrager til værkshøjden.

Med det teknologiske indtog af funktioner fra spilindustrien til at skabe billeder og scenografi i fiktion, bliver der konstant rykket ved grænserne og den debat fremgår også af svarene. Det betyder også, at lyddesignet får en større kunstnerisk betydning, når der ikke er nogen lydoptagelser fra locations.

Sammenhængskraften i FAF har altid betydet, at ved at alle funktioner indgår i overenskomsten, får alle på holdet glæde af det. På den måde sikres der fx overtidsbetaling, og at kun udvalgte funktioner kan gå på klump, så de kunstneriske funktioner ikke skal arbejde 60-70 timer om ugen, som i udlandet. Til gengæld har de kunstneriske funktioner som fotograferne også haft en forståelse for holdets behov.

Rettighedernes eksklusivitet gør dem til noget særligt, specielt fordi der er knyttet penge til dem. FAFs bestyrelse og forhandlingsgruppen tager det blandede svar til sig, sammen med de andre input, medlemmerne har givet. Spørgekampagnen fortsætter hen over efteråret.

 

Reklamefilmsoverenskomst

FAF har spurgt medlemmerne om deres lønninger på reklamefilmsområdet, fordi de sidste officielle lønninger er fastlagt i 2009. Lønstatistikkeren vil blive præsenteret på et stormøde, vi indkalder til snarest. Her kan medlemmerne tage en debat omkring reklamefilmsområdet.

 

Filmbranchen er en hård cocktail

Producentforeningens medlemmer oplever, at der mangler arbejdskraft på fiktionsproduktionerne, og har taget initiativ til en analyse af behovet for uddannelse og efteruddannelse af medarbejdere i branchen. På et online stormøde fredag den 24.9.2021 med 50 deltagere, blev resultatet fremlagt. Det var tydeligt, at der skal gøres noget på både kort og længere sigt. Producenterne vil sætte sig sammen for at afdække deres behov og efterfølgende både gå i dialog med de relevante organisationer og uddannelsesinstitutioner.

FAF gjorde på mødet opmærksom på, at bliver arbejdsforholdene og arbejdsmiljøet ikke bedre gennem bl.a. rammerne for arbejdet i overenskomsterne, så løses problemet ikke. Uddannelse og nye medarbejdere løser ikke problemet uden et arbejdsmiljø, hvor de ansatte trives og oplever en ligevægt i work/life balancenDer er for tiden en tendens til, at producenterne siger ja til at realisere deres projekter for lave budgetter, så deres ambitioner ikke kan realiseres uden et alt for højt arbejdstempo udført af for få hænder. Filmarbejderne skal nu til at tænke på om de ikke skal holde nogle arbejdspauser for egen regning for at kunne komme sig, selvom det som freelancer, er svært, at sige nej til et job og samtidigt kunne betale sine faste udgifter.

DR har i gennem en årrække sænket lønningerne for freelancere, og med aflysningen af Leonora Christine, er tilliden faldende, fordi mange dermed har mistet den mundtlige aftale på jobs uden at få kompensation. FAFs medlemmer oplever også, at de arbejder på DR drama uden en egentlig overenskomst, fordi ansættelsesvilkårene ikke harmonerer med fiktionsproduktion. Derfor er der mange medlemmer som nu kræver de samme ordnede forhold som under FAFs overenskomst med Producentforeningen, hvis de skal arbejde for DR drama.

 

 

Your browser is out-of-date!

Update your browser to view this website correctly. Update my browser now

×